TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Dårlig nyhed: Driving range projektet forsinkes op mod et år.

Torsdag 30. september 2021

Projektet med at bygge overdækning af udslagsstederne på driving range er stødt på en uforudset forhindring. I forbindelse med ansøgning om byggetilladelse har Vejle Kommune oplyst, at driving rangen er beliggende på en matrikel, der er defineret som fredskov, og at klubben derfor skal indhente tilladelse fra Miljøministeriet.

Ansøgningen er fremsendt, og Miljøministeriet har meddelt, at der skal forventes en sagsbehandlingstid på op til 12 måneder. Ved en opfølgende kontakt til Miljøministeriet bekræftes sagsbehandlingstiden, og golfklubben kan intet gøre for at fremskynde processen.

”Det havde vi på ingen måder set komme, hverken at rangen var defineret som fredsskov, eller at en så simpel udbygning kræver en særlig statslig godkendelse, og slet ikke at sagsbehandlingstiden så ville være så lang” oplyser formand for Vejle Golf Club, Claus Svold. ”Overraskelsen gælder både klubben og de fagfolk, vi har rådført os med. Det er på godt jysk træls, men der er ikke noget at gøre ved det”

Forsinkelsen betyder, at projektet realistisk set nok først står klar til sæsonstart 2023. Der arbejdes naturligvis videre på projektet, så alt er klart, når klubben modtager tilladelsen.

Problemstillingen rammer ikke den varme hal i greenkeeper gården, da der her ikke kommer flere kvadratmeter under tag, så det projekt forventes færdigt i vinterens løb.