TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Vejret går mod vinterbane

Fredag 07. oktober 2022

Efteråret er over os, morgenerne er mørke og fugtige, det bliver koldere og derfor er der trådt andre ”færdselsregler” i kraft, for at banen fortsat kan holdes sund og spilbar. Se i øvrigt midlertidige lokaler regler som løbende opdateres.

Om kort tid vil Skoven lukke ned for intensiv vinterbehandling, og dette års 18-hullers vinterbane bliver TRIO-banen, hvor man tidligst kan starte på Sletten kl. 9.00 og på Parken kl. 11.00.

Det sker af flere grunde. En meget vigtig begrundelse for at rykke starten er et vejrmæssigt fænomen, nemlig at temperaturen falder i timen efter solopgang, og indtil solen ”får magt” til at varme græs og jordoverflade op, så græsset ikke tager skade af at golfspillerne færdes på det. Frost vil, indtil græsset er gået i vinterdvale, kunne forårsage stor skade, hvis man træder eller kører på det.

Fugt gør græsset sårbart
Fugt er et stort emne på Vejle Golf Clubs bane, hvor greenkeeperne arbejder for at gøre overfladen mere tør og fastere. Arbejdet med at forebygge mod svampeangreb intensiveres med sprøjtemidler, der skal have lidt tid til at trænge ind i græsplanten, inden golfspillere får lov at træde ind på banen.
En anden vigtig årsag er den praktiske, at greenkeeperne har brug for at ”komme foran” spillerne i det daglige arbejde, så arbejdet kan afvikles effektivt og golferne får en god bane at spille.

Frost lukker banen
Vi er også kommet ind i den årstid, hvor nattefrost kan påvirke banen, så den lukkes helt eller delvist.
Greenkeeperen foretager dagligt en vurdering, og vil opfordre golfspillerne til at tjekke ”greenkeeper aktuelt” på hjemmesiden, inden de kører hjemmefra.

Husk på, at Korthulsbanen holdes åben fra solopgang til solnedgang, uanset temperaturen, vinteren igennem.